Tag med til Baroloens hjemland

28 juli 2019 Søren Black
image

Fødevareminister Mogens Jensen har fået kritik for at prioritere en ferierejse til Barolo over et EU-møde i Bruxelles. Men hvad er det i grunden, der venter på en ferierejse til den velkendte vin-by i Norditalien.

Er du glad for rødvin, så sætter du sikkert også af og til en flaske Barolo-vin frem, når den rette anledning byder sig. Barolo er ikke for ingenting blevet kaldt rødvinens konge. Samme udsøgte kvalitet finder du på en ferierejse til Barolo i Norditalien. For selvfølgelig har denne pragtfulde vin fået sit navn fra et sted, hvor du rent faktisk kan holde din ferie. Byen Barolo ligger i Cuneo i regionen Piemonte, cirka 50 kilometer sydøst for Torino. Flyver du til Torino kan Barolo nås i en lejet bil på cirka 1,5 time. Her venter så stedet, hvor netop produktionen af denne vin tog sin begyndelse, og det er derfor oplagt for dig som vinkender at tilbringe et par dage her. I Barolo er der ikke bare de allerbedste muligheder for at smage på vinen, det er faktisk også muligt som turist at få lov deltage i selve vinproduktionen.

Masser af smagsprøver og informationer

Stedets højdepunkt er nok den store Barolo-vinkælder – Enoteca Regionale Del Barolo. Dette museum, der er ejet af kommunen, ligger i en imponerende bygning, der blev påbegyndt tilbage i 1000-tallet. Men det er selvfølgelig vinen, du kommer for at se nærmere på, og her bliver du ikke skuffet. Museet byder på et stort og varieret udvalg af forskellige smagsprøver på Barolo-vine. Men du kan også sagtens få noget ud af besøget, hvis du skal køre derfra. Stedet byder nemlig også på meget interessant information om vinen, der i den grad har taget verden med storm. Barolo er en dyr vin, så ønsker du at finde din helt egen favorit, inden du kaster penge efter en flaske, så er dette museum, det oplagte sted at besøge. Efter et besøg på Enoteca Regionale Del Barolo kan det anbefales at tage forbi kirken San Donato, hvor man kan se gravpladserne for Barolos tidligere herskere. Byen indeholder også et proptrækker-museum, der med fordel kan besøges.

Flere Nyheder